Private tjener millioner på genbrug

on 14.02.2018, 07:13

Loppeteket i Rønne beretter om et succesrigt første år. De fejrer et års fødselsdag torsdag.

Private har det seneste år solgt varer for 3,2 millioner kroner på genbrugsmarkedet Loppeteket i Rønne.

I butikken kan private leje en stand, hvor man prissætter sine egne varer. Ejer af butikken William Husted fortæller, at det netop er de mange standlejere, der skal have takken for et godt første år.

- Det hele handler om at have de rigtige varer til en god pris, så er der gang i salget. Præcis den balancegang er vores standlejere efterhånden blevet rigtig gode til, siger William Husted.

Siden åbningen i 2017 er der solgt 75.867 enkeltvarer i butikken. De populære varer kan være alt fra bornholmsk keramik, bundter af Anders And-blade til DVD'er. Af større ting er særligt barnevogne og møbler altid i høj kurs.

Men første år er altså gået rigtig godt i Loppeteket. Det har dog ikke været et år uden bekymringer.

- Vi var lidt nervøse for, hvordan det ville gå udenfor sæsonen. Det har jo aldrig været noget problem at tjene penge midt på sommeren på Bornholm, men hvordan ville det gå, når turisterne tog hjem, og mørket faldt på? Det tænkte vi meget på. Heldigvis ser det ud til, at genbrug er noget, som folk går op i året rundt, siger William Husted.

Torsdag inviterer Loppeteket til fødselsdag i butikken.