Monsterfed kunstworkshop i Aarsdale

ti 13.02.2018, 18:03

En gruppe børn i 6-7 årsalderen brugte i dag et lille stykke af deres vinterferie på at tegne monstre som en del af en kunstworkshop for børn i Aarsdale.

I et lille atelier i Aarsdale var der godt gang i farveblyanter, staffelier og ikke mindst den barnlige fantasi, da den lokale kunstner Tilde Lerche Engstrøm i dag inviterede de alleryngste indenfor til en kunstworkshop.

- Det er en vinterferieworkshop, hvor det handler om at være i fællesskab om at være kreativ, siger Tilde Lerche Engstrøm.

Temaet for dagen var monstre, og det så ud til at behage de unge kunstnere, der i dagens anledning overvejende var drenge.

- Jeg har selv en søn på 6 år, og jeg ved jo, hvad det er, han sidder og tegner, og hvad han synes er sjovt, siger hun.

Børn er anderledes kunstnere end voksne, og det er en af de ting, der gør det interessant for Tilde Lerche Engstrøm at lave en tegnedag for børnene.

- Børn er så spontane. Og så frie. De tænker ikke så meget. Det kommer der bare noget levende kunst ud af, siger Aarsdale-kunstneren.

Ifølge Tilde Lerche Engstrøm har det været efterspurgt med en kreativ tegnedag for de yngste. Hun gentager succesen i morgen, og hun kunne i teorien have lavet arrangementer hele ugen. Så populært har det været, siger hun.