Færre statsansatte på Bornholm efter udflytning

to 07.12.2017, 13:57

Efter udflytningen af statslige arbejdspladser blev offentliggjort i oktober 2015, er der sket et fald i statsansatte med bopæl på Bornholm i målgruppen.

I oktober 2015 offentliggjorde regeringen sine planer om en udflytning af cirka 3900 statslige arbejdspladser. Siden dengang er der sket et fald i statsligt ansatte med bopæl på Bornholm inden for udflytningens målgruppe. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I andet kvartal af 2015 havde 293 statsligt ansatte bopæl på Bornholm, mens der i andet kvartal 2017 kun var 278 med bopæl på Bornholm. Det er et fald på 15 personer.

- Analysen fokuserer på ansatte i de institutioner, som var i målgruppen for udflytning. Målgruppen er således større end de udflyttede institutioner, og tallene reflekterer derfor også øvrige flytninger, nedskæringer og opnormeringer i de statslige arbejdspladser i målgruppen, skriver Danmarks Statistik.

- Blandt de personer, som arbejdede i målgruppen for udflytning i både 2. kvartal 2015 og 2. kvartal 2017, har der kun været små ændringer i bopælsmønstret. Dette indikerer, at kun få er flyttet med jobbet ud af hovedstadsområdet, skriver Danmarks Statistik.

I 2016 fik Bornholm Rådet for Socialt Udsatte og i alt fem statslige arbejdspladser.

Regeringen har meldt ud, at der skal udflyttes flere statslige arbejdspladser. Planerne for den udflytning vil blive offentliggjort her i december.