Bente Johansen foreslår tillægsbevilling

ti 14.11.2017, 17:12

Der skal en tillægsbevilling i millionklassen til, hvis arbejdsvilkårerne for SOSU'er skal forbedres. Det mener Bente Johansen fra Radikale Venstre.

Bente Johansen fra Radikale Venstre mener, det er nødvendigt med en tillægsbevilling, hvis man vil ændre SOSUernes arbejdsvilkår:

- Hvis man skal lave arrangementer i forhold til at ændre den rehabiliterende organisation, vil det koste nogle hundrede tusinder, men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal op i millionklassen, når vi skal se på vikarer, siger Bente Johansen.

Viceborgmester Søren Schow (V) er ikke indstillet på at foreslå tillægsbevillinger lige nu. Han mener, at forslaget er forhastet:

- Vi kan godt høre, at det ikke fungerer på den bedste måde. Det skal vi selvfølgelig prøve at løse. Men at gå ud og foreslå, om det skal koste 100.000, 200.000 eller to millioner. Det synes jeg er lidt forhastet.

Søren Schow (V) mener ikke, at en tillægsbevilling er vejen frem:

- Jeg er ikke meget for at lave en tillægsbevilling. Det er ikke vores politik. Vi vil gerne have et budget, der kan styres. I budgettet for 2018 har vi givet ekstra millioner til området, så jeg tror, der er penge nok, siger Søren Schow (V).

I aften debatterer tretten af kandidaterne ved kommunalvalget ældrelivet. Debatten begynder klokken 19.45, og panelet består af:

Anne Thomas, Alternativet
Per B. Frostholm, Nye Borgerlige
Michael Tysk-Andersen, SF
Linda Kofoed Persson, Dansk Folkeparti
Laura Borne, Enhedslisten
Kirstine van Sabben, Bornholmerlisten
Kenny Olsen, Liberal Alliance,
Bjarne Hartung Kirkegaard, Kristendemokraterne
Bente Johansen, Radikale Venstre
Andreas Ipsen, Venstre
Tonny Borrinjaland, Bornholmernes Parti
Anders Møller, Konservative
Bente Helms, Socialdemokratiet