BUPL: Pædagoger tør ikke være kritiske

ti 14.11.2017, 13:36

Flere pædagoger vil ikke stå frem med kritik af deres arbejdspladser af frygt for at miste jobbet. Det mener formanden for BUPL er sørgeligt.

Flere af de bornholmske pædagoger føler ikke, at de kan udtale sig kritisk om deres arbejdspladser. Det siger formanden for BUPL Bornholm, Rie Hansen, der synes det er rigtig trist.

- Selvfølgelig må du gerne udtale dig som privatperson, det er bare de færreste, der er trygge ved det. Det er rigtig kedeligt, at man som ansat i kommunen hele tiden skal tænke over hvor og hvornår, man siger hvad, siger Rie Hansen.

En af årsagerne er i følge Rie Hansen, at Bornholm kun er én kommune, og det er derfor vigtigt, at man ikke kommer i "bad standing". Margrethe Kjellberg (S), der er formand for Børne- og Skoleudvalget, synes, at pædagogerne altid er ærlige ved møder, og at deres meninger kommer frem.

- Vi har jævnligt dialogmøder, og vi har gjort meget for at styrke området, men vi kan også stadig blive bedre. Vi ved godt, at vores pædagoger har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er der heller ikke blevet lagt skjult på overfor os, siger Margrethe Kjellberg (S).

Rie Hansen, formand for BUPL, oplever, at de primære kritikområder er manglende ressourcer og manglende tid til at gøre arbejdet ordentligt.