KB: Så kom øens Fødevarestrategi

to 12.10.2017, 19:14

Landbruget, Gourmet Bornholm, kommunen og et hav af aktører er med - og nu har øen endelig fået en samlet fødevarestrategi med høje mål.

"Med forbrugeren i øjenhøjde styrker vi i fællesskab evnen, viljen og motivationen hos øens små og store fødevarevirksomheder til at udvikle, bevare og sælge Bornholms stedbundne kvaliteter, den særegne bornholmske råvare og den særlige bornholmske fødevareoplevelse."

Sådan lyder missionen for produktion af bornholmske fødevare år 2017-2025. I punkform er målene sat således op:

1. Bornholm tilbyder Danmarks bedste fødevaremiljø
2. Bornholm producerer Danmarks bedste fødevareoplevelser
3. Bornholm vælger den lokale råvare og produktion
4. Bornholm fremtidssikrer gennem diversitet
.. og vi (Bornholm) forpligter os til en årlig fælles opsamling.

En strategi, som kommunalbestyrelsen godkendte i aftes, med følgende ord fra Venstre:

- Jeg har netop haft besøg fra USA, og de er meget imponerede over, hvad vi kan. Og vi har gjort det godt igennem de sidste mange år og det er glædeligt, at Landbruget, Gourmet Bornholm og kommunen nu også er med og har formuleret denne her vision, som skal fortsætte den gode udvikling og vores produkter, lød det fra Andreas Ipsen, Venstre.

Strategien er baseret på samtaler og input fra Bornholms Regionskommune, Gourmet Bornholm – en del af regional madkultur, Bornholms Landbrug, Væksthus Hovedstadsregionen (Bornholm), Destination Bornholm, VisitDenmark, FOOD, LAG Bornholm, Business Center Bornholm, drøftelser i fødevareerhvervet, samt input fra Center for Regional- og Turismeforskning og kommentarer modtaget i høringsperioden i foråret 2017.