Mange nye kandidater opstiller til Ældrerådet

to 14.09.2017, 11:57

Ud af 21 kandidater til Bornholms Ældreråd, er der kun seks af kandidaterne, som genopstiller. Kirsten Mortensen opstiller for første gang og håber på at få en plads.

Den 3. oktober er der valg til Bornholms Ældreråd.

Kirsten Mortensen håber, at bornholmerne vil sætte et kryds ud fra hendes navn på stemmesedlen.

- Jeg stiller op, fordi jeg synes, at Ældrerådet gør et rigtig godt stykke arbejde, og det vil jeg gerne være med til, siger Kirsten Mortensen.

Der er 11 pladser i Bornholms Ældreråd, og Jens Oskar Pedersen vil også gerne have en af dem.

- Jeg vil arbejde for, at der kommer en konsulent for pårørende, hvis jeg bliver valgt ind, og det er på baggrund af, at der er flere ældre på Bornholm, som desværre har demens, en hjerneskade eller Alzheimer, og er der noget, som belaster pårørende, så er det sygdom, siger Jens Oskar Pedersen.

Bornholms Ældreråd kommer med forslag til kommunalbestyrelsen og varetager de ældre borgeres interesser. Står det til Kirsten Mortensen, så skal de trafikale forhold for de ældre forbedres.

- Jeg vil sikre, at der kommer sikrere og tryggere transport på hospitalerne, siger kandidaten.

Den 19. september er der en repræsentation af de 21 kandidater i Aakirkeby Hallerne.