Borgermøde i Sandvig om fjernvarme

to 14.09.2017, 08:14

Bornholms Energi & Forsyning inviterer her til formiddag til borgermøde om det kommende fjernvarmeprojekt i og omkring byen.

I den kommende tid etablerer Bornholms Energi & Forsyning fjernvarme i og omkring Sandvig. I den forbindelse inviterer Bornholms Energi & Forsyning i samarbejde med Borgerforeningen i Sandvig til borgermøde på Dideriks Veranda i dag fra klokken 11-12.30.

Det skriver Bornholms Energi & Forsyning i en pressemeddelelse.

- Vi håber, mange vil benytte lejligheden til at kigge forbi og stille spørgsmål og få indsigt i, hvad der skal ske i de kommende måneder, siger Klaus Vesløv, afdelingschef i Bornholms Energi & Forsyning.

Klaus Vesløv oplyser, at mødet er for alle, uanset om man allerede har bestilt fjernvarme eller blot er interesseret i at finde ud af, om det kan være noget for en selv.

Kjeld Hammer, der er formand for borgerforeningen i Sandvig ser frem til, at der nu installeres fjernvarme i området.

- Det er bestemt positivt, at vi nu får en stabil og CO2-neutral varmeforsyning til byen, og der har været en fin tilslutning til projektet, lyder det fra Kjeld Hammer i pressemeddelelsen.

Grave- og svejsearbejdet i forbindelse med ledningsnettet starter op i uge 40, og hele projektet vil løbe frem til udgangen af juni 2018.

På beof.dk/varme kan man følge med i, hvor der bliver gravet og hvornår - også hvis der sker ændringer i planerne.