Økonomiske udfordringer på børne- og ældreområdet

sø 13.08.2017, 18:41

Kommunalpolitikerne mødes i morgen for at tale om næste års budget. Især børne- og ældreområdet kan få brug for en økonomisk håndsrækning.

I morgen, 14. august, mødes de bornholmske kommunalpolitikere til budgetmøde på Ullasvej i Rønne, hvor Regionskommunens økonomi er på dagsordenen.

- Økonomien ser faktisk okay ud, det er nok et af de år, hvor vi har det bedste fundament for at lægge et budget. Den går stort set i nul, siger borgmester Winni Grosbøll, Soc.dem.

Men det er nu heller ikke sådan, at borgmesteren har armene op over hovedet, for især på to områder er der store udfordringer.

- Børneområder med børnesager og støtteforanstaltninger, og så er det hele ældreområdet. I morgen skal vi drøfte, hvordan ser det ud med økonomien, og er der brug for flere penge på de her to områder?, siger borgmester Winni Grosbøll, Soc.dem.

Efter i morgen går den politiske-proces i gang. De næste par uger skal partierne hver især arbejde med deres budgetforslag.

Budgetforliget for 2018 forventes indgået i begyndelsen af september.