Skulle Bornholm have været lukket?

sø 13.08.2017, 16:12

Forfatter, politisk kommentator og lektor i strategisk kommunikation fortæller i en kommende bog, at det blev foreslået at nedlægge Bornholms Regionskommune.

Kresten Schultz Jørgensen har tidligere arbejdet som chefredaktør og ministersekretær og har et stort netværk og dyb kendskab til dansk politik.

Det har blandt andet ført til en bog, der udkommer i september, om hvordan økonomi fylder så meget i dansk politik, at der ikke er plads til følelser.

Her fortæller han om et møde, hvor Bornholm var i risiko for at blive lukket som kommune, da økonomien så sortest ud.

- Repræsentanter fra Bornholm mødtes med finansministeriets folk, og et forslag, blev lagt på bordet, om at hvis tallene virkelig var så dårlige og det var så umuligt at få tingene til at hænge sammen på øen, så kunne Bornholm blive slået sammen med nogen andre, siger han.

Kresten Schultz Jørgensen taler i bogen for, at man lader lokalsamfund bestå og ikke lægger for meget sammen. Hvis økonomien får lov at styre det hele, så risikerer man at ødelægge sammenhængskraften, når kommuner bliver for store eller afstande til skoler og sygehuse bliver for lang.

Kresten Schultz Jørgensens bog udkommer til september.