Kol-patienter skal behandles lokalt

sø 13.08.2017, 08:41

Regeringen har planer for ændringer i det danske sundhedsvæsen. En af dem handler om, at kol-patienter skal behandles på klinikker i stedet for hospitaler.

- Der er markante forandringer på vej i sundhedsvæsenet. Sådan siger sundhedsministeren Ellen Trane Nørby fra Venstre til Jyllands-Posten.

I følge avisen, så er regeringens plan, at op mod 100.000 borgere med kol og type 2-diabetes i fremtiden skal have hjælp med deres sygdom på et lokalt sundhedshus i stedet for et hospital.

- Vi er nødt til at sige det klart: Der er markante forandringer på vej i sundhedsvæsenet, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.

- Mange flere patienter skal behandles uden for sygehusene - dels fordi de får et bedre tilbud på den måde, dels fordi de nye supersygehuse ikke har kapacitet til dem, tilføjer hun.

De 100.000 patienter med kol og diabetes 2 svarer til en fjerdedel af det samlede antal årlige behandlinger, skriver Jyllands-Posten.

Regeringen har sagt, at den kommer med et nyt udspil om de lokale sundhedstilbud i løbet af efteråret.