Cykling uden alder vil have flere frivillige

to 31.01.2019, 17:56

Foreningen Cykling uden alder vil have flere frivillige, som kan cykle rundt med beboere fra de bornholmske plejecentre. Derfor har de i dag holdt workshop.

Syv plejecentre på Bornholm har rickshaw-cykler, hvor der er plads til, at to passagerer kan sidde og nyde udsigten forrest på cyklen, imens en cykler rundt med dem. Men for mange af cyklerne står stille, og det vil foreningen Cykling uden alder nu gøre noget ved.

Foreningen står bag de frivillige, som cykler rundt med beboerne fra plejecentrene. De frivillige bliver kaldt cykelpiloter, og i dag har foreningen og samarbejdsparter holdt workshop for at finde ud af, hvordan de kan få flere piloter fremover.

- Vi har aftalt, at vi laver en pilotoplæring. Så har man lyst til at blive pilot, eller er man bare nysgerrig på at blive pilot, så kan man møde op den 21. marts. Der er et formiddagsarrangement og et eftermiddagsarrangement, og det bliver både på Plejecenter Snorrebakken og Plejecenter Aabo, siger Pernille Hauerslev Jensen, projektudvikler ved Cykling uden alder.

En af dem, der allerede er cykelpilot, er Annelise Hyldeqvist. Hun startede, fordi hun gik på efterløn og havde for meget energi til at sidde stille derhjemme. Og når hun sætter sig i cykelsadlen, så er det ikke kun passagererne, der får noget ud af turen.

- Jeg kan godt lide at motionere, og jeg kan godt lide andre mennesker, og jeg synes, at det forhåbentligt kunne være berigende for begge parter, siger Annelise Hyldeqvist.

Udover arrangementerne vil plejecentrene gøre mere opmærksom på muligheden for at blive cykelpilot for at tiltrække nye frivillige.