Masser af brugbare data i Sundhedsplatformen

fr 02.11.2018, 07:42

Data i Sundhedsplatformen kan bruges til driftsmålsstyring på hospitalerne og de enkelte afdelinger. Sådan lyder erfaringen fra Bispebjerg Hospital.

Der har været en del negative skriverier om Sundhedsplatformen, som blev indført på Region Hovedstadens hospitaler i marts 2017. Nu begynder de positive historier, at dukke op på regionens hjemmeside.

Under overskriften "Sundhedsplatformen leverer data, vi aldrig har haft adgang til før", fortæller sygeplejerske Didde Marie Paludan om, hvordan hun bruger informationerne i Sundhedsplatformen.

Uddrag af artiklen lyder:

Hver mandag trækker sygeplejerske Didde Marie Paludan data i Sundhedsplatformen. Disse data giver overblik over antallet af fremmødte og afsluttede patienter, forundersøgelser og kontrolbesøg samt udførte, annullerede og om-bookede operationer.

Ligeledes giver informationerne et detaljeret overblik over aktiviteten i Ortopædkirurgisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og sendes til afsnitsledelser og afdelingsledelse.

- Det betyder, at ledelsen hele tiden kan følge med i driften, og hvordan vi ligger i forhold til vores målopfyldelse – uge for uge, måned for måned, siger Didde Marie Paludan til Region Hovedstadens egen hjemmeside.

Hun er begejstret for de nye muligheder:

- Jeg synes simpelthen, at det er dejligt, at vi har fået Sundhedsplatformen. Der er et hav af data, som vi aldrig har haft adgang til før – og på et helt andet niveau og i en helt anden detaljeringsgrad. Det er en fantastisk udvikling i forhold til, hvad vi kom fra.

I dag kan der trækkes omkring 400 rapporter ud af Sundhedsplatformen til brug for de forskellige afdelinger, ledelse mv.

Sundhedsplatformen blev indført på Bornholms Hospital i marts i 2017.